Strategisk lokal løndannelse - "Januarpakken" og aflastning af ambulancereddere

Fra Enhedslisten Syddanmark

Regionsrådet
24.01.2022


Der indstilles:

Det indstilles, at regionsrådet drøfter oplægget fra administrationen.

Det indstilles, at regionsrådet såfremt regionsrådet ønsker at følge administrationens forslag godkender:

At der til januarpakken afsættes 52,2 mio.kr. i 2022, finansieret af frigjorte råderum ved konsolidering i 2021.

At udgifter til januarpakken på 70 mio.kr. fra 2023 og frem indarbejdes i budget 2023.

At administrationen bemyndiges til inden for ovennævnte formål, at forhandle aftaler om anciennitetstillæg og tillæg til specialuddannelser med relevante faglige organisationer.

At de beskrevne initiativer til aflastning af det præhospitale beredskab iværksættes.

At der til formålet afsættes 8,1 mio.kr. i 2022, finansieret af frigjorte råderum ved konsolidering i 2021.

At udgifter på 9,7 mio.kr. fra 2023 og frem indarbejdes i budget 2023.


Beslutning

Til indstillingspunkterne 1-3 stillede Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten følgende ændringsforslag:

Indstillingen ændres til:

- At der til januarpakken afsættes 52,2 mio. kr. i 2022, finansieret af frigjorte råderum ved konsolidering i 2021.

- At udgifter til januarpakken på 70,0 mio. kr. fra 2023 og frem indarbejdes i budget 2023.

- At midlerne udmøntes til lokale forhandlinger med relevante faglige organisationer, med forventning om at der er fokus på fastholdelse og rekruttering af personale.

For ændringsforslaget stemte: 4 medlemmer (Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti).

Imod ændringsforslaget stemte: 37 medlemmer (Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti).

Herefter stemte regionsrådet om indstillingen i indstillingspunkterne 1-3:

Regionsrådet godkendte indstilling i punkterne 1-3.

4 medlemmer (Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti) stemte imod og afgav følgende mindretalsudtalelse:

“Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti bakker naturligvis op om de yderligere 70 mio. kr. årligt til lokalløn. Partierne er dog imod de centralt besluttede kriterier for udmøntning, idet lokalløn er forhandlingsstof og bør udmøntes efter forhandling med alle forhandlingsberettigede faglige organisationer lokalt.”

Regionsrådet godkendte indstillingen i indstillingspunkterne 4-6, idet regionsrådet bemærker, at præhospitaludvalget inddrages i den kommende proces og følger implementeringen tæt. Regionsrådet er opmærksom på at udvalget i sit arbejde kan vende tilbage med justeringer.