Forslag fra Enhedslisten
Regionsrådet
18.12.2023
Principper for anvendelse af områder under råstofplanen, hvor der ikke er påbegyndt gravning.
Region Syddanmark spænder fra store byer med udvidelsestrang til marker med ekstensivt landbrug til UNESCO verdensarv; skov, natur, bebyggelse, jordbrug. Men der er kamp om arealerne i Region Syddanmark og knap med plads.
Vi vil gerne både beskytte drikkevand, opføre boliger og fabrikker, drive landbrug og opstille vindmøller og solceller til vedvarende energi. Og nogle af arealerne hvor regionen i øjeblikket oplever større og større interesse for, er arealer under vores råstofplan. Arealerne under vores råstofplan indgår som en reserve for de næste mange års byggeri og de næste mange års udvinding af råstoffer såsom sten, ler, klæg mv. Der kan gå mange år før et givent areal under vores råstofplan bliver udgravet af indvindere, men mens et areal er under råstofplanen, skal regionen spørges om lov, hvis man ønsker at benytte arealet til et andet formål op til udgravningerne.
Men hvilke principper skal vi i regionen have for at give midlertidige tilladelser til at anvende områder under råstofplanen? Det er en drøftelse Enhedslisten ønsker, vi får i regionsrådet.
Regionen har før givet tilladelse til midlertidigt at opføre solceller på et område under råstofplanen, men vil ved en lignende sag ikke give samme slags tilladelse.
I Enhedslisten er vi ikke i tvivl om, at det nogle steder kan give rigtig god mening at give midlertidig tilladelse til at opføre solceller eller give tilladelse til anden anvendelse af arealer under råstofplanen, indtil der påbegyndes en gravning. Det er god anvendelse af de områder, vi har under råstofplanen, indtil råstofferne bliver indvindet.
Samtidig synes vi, at administrationen i højere grad end nu, skal understøttes med klare politiske rammer og principper for anvendelse af områder under råstofplanen både så det flugter med vores nuværende regionale udviklingsstrategi og vores kommende, nye regionale udviklingsstrategi.
Enhedslisten De Rød-Grønne indstiller, at Regionsrådet i dag drøfter principper for anvendelse af områder under råstofplanen, hvor der ikke er påbegyndt gravning.
Beslutning
Punktet blev drøftet.
Regionsrådet anmoder Miljøudvalget om at drøfte principper for anvendelse af områder under råstofplanen, hvor der ikke er påbegyndt gravning.