Forslag fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre
Regionsrådet
24-06-2024
LGBTQ+personer i sundhedsvæsenet.
Undersøgelser viser, at LGBT+-personer generelt trives dårligere, har dårligere mental og seksuel sundhed, og har generelt flere livsstils- og sundheds- relaterede udfordringer end den øvrige befolkning, samtidig med at de kan opleve barrierer i mødet med sundhedsvæsenet i form af sundhedsprofessionelles antagelser, normer, holdninger og sprogbrug mv. Forslagsstillerne ønsker, at der tages initiativ til et dialogmøde med brugerorganisationer på LGBTQ+området i regionen. Vi foreslår, at dialogmødet afholdes i regi af Forretningsudvalget, og at repræsentanter fra Hovedudvalget og PLO inviteres til mødet. Forslagsstillerne ønsker, at der på baggrund af dette udarbejdes en LGBTQ+ politik for regionen samt en handlingsplan med konkrete initiativer, der kan forbedre LBGTQ+ personers møde med sundhedsvæsenet, og det lægges til grund, at initiativerne drøftes i relevante politiske udvalg samt i Hovedudvalget. Forslagsstillerne ønsker, at planen berører, hvordan vi kan arbejde med LGBTQ+politikken på tværs af alle regionens arbejds- og ansvarsområder. Herunder sundhedsområdet, socialområdet, arbejdet med regional udvikling, regionen som den gode arbejdsplads osv. Eksempler på dette kan (blandt meget andet) være mødet med den praktiserende læge, geografisk lighed for LGBT+personer, aftabuisering og god patient-behandlerkommunikation, eventuelle udfordringer i relation til behandlinger, regionens IT-systemer etc. Forslagsstillerne ønsker, at en LGBTQ+politik og handlingsplan med konkrete initiativer er færdig og klar til vedtagelse senest sommeren 2025.
Beslutning
Regionsrådsformanden stillede forslag om at oversende sagen til behandling i Forretningsudvalget. Forslaget blev vedtaget. To medlemmer (Dansk Folkeparti og Sabrina Bech Bartholin (løsgænger)) stemte imod.